Om kunstneren
Christina Bæk Kæmpe
Jeg er en 33 årig bornholmsk pige, som for nuværende befinder sig i Glostrup.
Uddannelse og arbejde har holdt mig beskæftiget på Sjælland, men der er ingen tvivl om at min ø, dens natur, dens ro og skønhed, er mit absolutte yndlingssted.
Jeg er uddannet cand.mag. i Religionssociologi på Københavns Universitet, og har sidenhen arbejdet indenfor udlændingeområdet. I 2024 tog jeg dog det store spring at kaste mig ud i min kunst på fuld tid og jeg har ikke set mig tilbage siden 🙂
Hvad er min kunst?
Kunder har brugt ord som “inspirerende positive” og “smukke, dristige og kraftfulde” til at beskrive min kunst, hvilket jeg er stolt over og glad for, da det er dette som jeg håber at min kunst udstråler.
Naturen er min store inspirationskilde, og det er denne som er omdrejningspunktet i langt de fleste af mine malerier. Langsomt er også mennesker med hver deres skæve finurligheder, blevet en del af mine yndlingsobjekter.
I min kunst ser du ikke naturalistiske værker. Efter min mening, vil et smukt fotografi være ligeså godt til dette formål. Mine malerier bevæger sig mellem det abstrakte og figurative. Det er spraglet, larmende, farvestrålende og pænt. Der er tykke, grove lag, blandet med fine penselstrøg. Der kan snige sig pailletter, glimmer, sand og bark ind.
Med min kunst på væggene, får du glæde og varme ind i rummet. Enten kan det være i form af en stille, og rolig glædesbrise, hvis du vælger nogle af mine rolige værker. Det kan også være en “showstopper” i form af en højtråbende blomster-eksplosion
Fællesnævneren for alle mine malerier er, at du ikke kan kigge på mine malerier, uden at blive ramt af en glædesrus og en opløftende tro på at alt nok skal gå. For det vil det og det gør det. Selv dårlige perioder varer ikke evigt 🙂